Tidlig indsats virker

af Anna-Marie Glavind

Regeringen sætter igen fokus på optimeringen af den tidlige indsats i landets kommuner. Fra 2019 og i de kommende 4 år er der derfor afsat økonomiske midler til udvikling af området - og det glæder mig rigtig meget.

Jeg deltog for nylig i en VIVE konference om ”Tidlig indsats – hvad virker”. Her fremgik det med al tydelighed at den forskningsbaserede viden, vi har om virkningen af en tidlig indsats, langt fra er omsat til praksis.

Jeg har siden 1998 arbejdet i forskellige projekter i Danmark, der har haft til hensigt at undersøge, hvordan vi som professionelle bliver bedre til at gribe tidligere ind og samarbejde på tværs, når børn og deres familier ikke trives.

Mine kurser i tidlig indsats har derfor fokus på forståelsen bag, men mest på, hvordan vi som professionelle kan skærpe vores sanser og gribe tidligere ind og samarbejde ud fra en fælles forståelse og metode.
Min erfaring er, at kvaliteten af en tidlig indsats rundt om i landet er meget forskellig. Manglen på viden og fælles tværfaglighed er ofte svingende eller ikke eksisterende.

Mine erfaringer og synspunkter blev underbygget af de forskellige oplæg på VIVEs forskningskonference i København d. 12. september 2018.

En af oplægsholderne, jeg gerne vil citere, er Rasmus Landersø, fordi hans referat bestyrkede mig i det, jeg arbejder med i mine kurser og lærings- og terapiforløb.

Rasmus Landersø er økonom, ph.d. og seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed. Han har sammen med den amerikanske økonom og Nobelprisvinder James J. Heckman forsket i tidlig indsats, social mobilitet og ulighed.

Landersø sagde bl.a.:

”Børn kommer til verden med forskellige udgangspunkter for at udvikle deres færdigheder. Derfor kan muligheder og tilbud, som formelt set er lige, reelt set ende med at give flere fordele til dem, der allerede har det stærkeste udgangspunkt. Hvis vi gerne vil give alle børn lige reelle muligheder, er det vigtigt at vi som samfund sætter ind tidligt for at rette op på de tidlige uligheder”.

Han viste den såkaldte Heckman-kurve, der illustrerer sammenhængen mellem det forventede afkast af tidlig indsats og børns alder: jo tidligere indsatsen sker, desto større er afkastet. Eller omvendt sagt: jo ældre barnet er, desto mindre bliver udbyttet af indsatsen. Og forskellen mellem ressourcestærke og ressourcesvage børns kognitive og socioemotionelle færdigheder bliver mere udpræget, jo ældre barnet er.

”Hvis vi sætter ind for sent, så er sneboldeffekten allerede startet på godt og ondt – og så bliver det at arbejde mod strømmen at rette op på det”, sagde Landersø.

Han understregede, at børn kan og skal ”lære at lære” både ”soft skills” og ”hard skills”. Og jo tidligere i barndommen det sker, desto større er effekten.

Landersø talte også om de markante forskelle på børns færdigheder, alt efter hvilken baggrund de kommer fra, fx forældrenes uddannelsesniveau og sociale status – og at de forskelle, som man ser på tværs af sociale skel, starter tidligt. Ulighederne kan vare ved hele livet, og de gennemsnitlige forskelle, som vi ser tidligt, vedbliver fra vugge til grav. Han argumenterede for, at tidlige indsatser er nøglen til social mobilitet. Men at det kræver en høj kvalitet af tilbuddene for både børn og forældre.

Landersø pegede på udfordringen ved den danske velfærdsstat. Formelt set giver vi alle børn lige muligheder ved bl.a. at have dagtilbud, folkeskoler og gratis uddannelser og sagde: ”Hvad gør vi, når gratis ikke er nok?”

Landersø afsluttede sit oplæg med at opfordre til refleksion og selvkritik af den måde, vi som fagfolk gør tingene på. Det handler ikke om at placere skyld, men om at stille os selv spørgsmålet ”Hvordan gør vi det bedre?”. Der er behov for endnu mere viden på området, både omkring tidlige indsatser, og hvordan vi bedst hjælper alle børn til at udvikle deres færdigheder og overordnet at forstå og afdække roden til den ulighed, vi ser fra vugge til grav.

KursusMaker

Nyhedsbrev

tilmeld nyhedsbrev Tilmeld nyhedsbrev
luk tilmeld nyhedsbrev