Fakta om udviklingshæmning og demens

af KursusMaker

Den forventede levetid for personer med udviklingshæmning har i de seneste år nærmet sig levetiden for den øvrige del af befolkningen. Frem mod 2035 vil antallet af ældre udviklingshæmmede øges markant.
Center for Oligofrenipsykiatri har udarbejdet en fremskrivning af antallet af udviklingshæmmede i Danmark. Fra 2010 til 2020 vil der således ske en stigning af 65-årige på 2356 personer svarende til 27 %.
Den stigende alder betyder, at aldersbetingede sygdomme bliver hyppigere, herunder ikke mindst demenssygdomme.
I normalbefolkningen har cirka 5 % af alle over 65 år en behandlingskrævende demens, mens det blandt udviklingshæmmede gælder for 22 %. Altså en betydelig overhyppighed.
Personer med Downs syndrom udgør en særlig højrisikogruppe i forhold til udvikling af demens. Alzheimers sygdom udvikles hos omkring 80 % af mennesker med Downs syndrom. Samtidig bryder sygdommen hos denne gruppe ofte ud på et relativt tidligt tidspunkt – allerede i 40-45 års alderen.
Alzheimers sygdom giver oftere et kortere og mere intenst forløb, jo tidligere i livet sygdommen bryder ud.
Der er ikke noget samlet overblik over, hvor mange personer med udviklingshæmning, der har demens. Landsforeningen for udviklingshæmmede (LEV) skønner, at antallet er mellem 300-500 personer.
Når udviklingshæmmede mennesker i dag bliver ældre, stiller det kommunerne over for store udfordringer i forhold til den fremtidige indsats – både i forhold til antal af tilbud, det kvalitative indhold og de personalemæssige udfordringer.
Mulighederne for at sikre bedst mulig livskvalitet for den udviklingshæmmede med demens kræver således en kvalificeret medicinsk og socialpædagogisk tilgang/metode.
Det er vigtigt, at demens hos personer med udviklingshæmning opdages tidligt. Derfor er det væsentligt, at frontpersonalet fx på bosteder for udviklingshæmmede er bekendte med tidlige tegn på demens.
Kendskab til en demensdiagnose og sygdommens forløb er nemlig et vigtigt redskab i forhold til valg af socialpædagogiske interventioner og metoder, der har en gavnlig og positiv effekt for de demensramtes livskvalitet.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

Kursusmaker

KursusMaker

KursusMaker udbyder kurser for pædagoger, lærere og andre fagfolk, som arbejder inden for det pædagogiske og socialpædagogiske område.

KursusMaker

Nyhedsbrev

tilmeld nyhedsbrev Tilmeld nyhedsbrev
luk tilmeld nyhedsbrev