Historien om dengang, historiefortællingen næsten kom i knibe

af KursusMaker

Der var engang et lille land, højt oppe i Norden. Menneskene trodsede mørke, kulde, vind og det alt for dårlige vejr, men de havde det alligevel rigtig godt. Faktisk havde de så godt, at de år efter år i verdensomspændende undersøgelser blev vurderet til at høre blandt verdens lykkeligste nationer.

Der var dog en lille ting, der bekymrede de voksne i dette lykkelige land.

Det handlede om landets unge generation.

Du ved godt, dem man kalder for digitalt indfødte, generation iPad, eller sågar generation Z. Disse unge var rigtig dygtige til at bruge de nye sociale medier: de sms’ede, tweetede, chattede med og tjattede til hinanden med deres smartphones. De kommunikerede digitalt ved hjælp af emojis, billeder og videoklip, som de delte på Slapchat, Instakram, musical.lys og de mange andre nye medier.

Og det var ungerne gode og smarte til.

Der var dog én ting, det kneb lidt med: de unge var ikke længere så gode til at lytte.

Blandt de voksne var der – ud over børnenes forældre - én gruppe, som var særlig berørt af og bekymret over denne udvikling.

Det var pædagogerne i vuggestuer og børnehaver og lærerne i skoler, SFOer og fritidshjem. Man kan måske sige, at de var ved at føle sig lidt magtesløse og sat skatmat af den hurtige digitale verden med alle dens skrigende billeder, skingrende lyde og flyvske forgængelighed.

Landet jeg taler om havde nemlig en tradition for at fortælle lærerige, dybsindige og rigtig gode historier. Traditionen var blevet grundlagt af en eventyrlig fortæller, der hed Hans Christian. Hans historier elskede alle at lytte til - børn som voksne. Snakken gik, og alle menneskene blev klogere og havde det hyggeligt. Og alle folk i det ganske land og i hele verden kunne huske fortællingerne og mindedes dem senere hen i deres liv.

Men så kom det 21. århundrede, noget gik galt, og mange dygtige pædagoger og lærere fik mavepine:

”Er det mon os, der er noget galt med? Er det os, der ikke længere ved, hvordan man fortæller en historie, så den fænger og ungerne sidder stille, med røde kinder, og bare ikke kan få nok af at høre på? Er vi blevet mundlamme? Eller bare kedelige? Hvad skal vi dog gøre for at komme på det rette sproglige spor igen og samtidig tilgodese den pædagogisk rigtige fremgangsmåde og nå læringsmålene? " spurgte de sig selv.

Da pædagogerne og lærerne ikke var tabt-bag-en-computer, googlede de efter hjælp.

De søgte og fandt en kursusvirksomhed ved navnet KursusMaker.

Deres research på internettet viste, at virksomheden var såre sandfærdig og havde gode referencer og dygtige undervisere.

Og minsandten fandt pædagogerne og lærerne den underviser, de kunne bruge lige til deres formål: nemlig at blive rigtig gode historiefortællere.

Navnet på underviseren var Steiner.
Han var en farverig, varm og morsom mand med mere end 10 års erfaring i at undervise andre i det, man også kender under navnet ”story telling”. Ja, det var blevet moderne tider, hvor nogle ikke længere brugte de gamle danske udtryk, men tyede til det internationale engelske sprog.
Men det var nu ikke det, Steiners kursus handlede om.

Det handlede nemlig om historiefortællingens særlige håndværk. Om virkemidler, der forvandler skriftsprog til talesprog; om hvordan små tekster ændres til levende fortællinger, og om hvordan kursisterne kunne blive til den sproglige inspirationskilde, deres elever aldrig ville glemme.

Du kan nok regne ud at kurset var meget praksisorienteret, og at teorien kun i gåseøjne dannede den fagligt velfunderede baggrund. Og at kurset allermest handlede om at kursisterne selv skulle øve og dygtiggøre sig som fortællere. Tidligere kursister har siden hen beskrevet deres ængstelser inden kurset: ”Skal jeg sige noget? Hvad skal jeg sige? Hvordan skal jeg sige det?” De fortalte om knuder i maven og sved på panden.

Det viste sig at være helt unødvendigt, for som sagt var Steiner en god mand med erfaring i at undervise. Han forvandlede knuderne i maven til lattergale sommerfugle, der fløj afsted og tørrede sveden på kursisternes pander af med en mikroklud. Og så lærte han dem at arbejde med kontakt, fokus, krop og stemme og at blive mere præcis og nuanceret, når de skulle fortælle historier til børnene.

Da kursisterne kom hjem efter kurset (som for øvrigt hedder ”Historiefortælling. Levende læring”), gik de med det samme i gang med at omsætte det, de havde lært. Det var ikke spor svært, og deres institutioner og skoler blev til steder, hvor børnene sad stille i fortællekrogene, og i timerne var deres numser som klistret fast til stolene. Det sprudlede med fantastiske fortællinger, magiske øreblikke, kreativ innovation - og læringen blomstrede.

Det lille land langt oppe i Norden findes endnu. Vejret er ikke blevet bedre, den unge generation bruger stadig de nye medier – og det skal de have lov til og blive ved med.

Men pædagogerne og lærerne var blevet rigtig dygtige historiefortællere, og de var på den måde med til at gøre det lille land endnu lykkeligere.

Kunsten at fortælle en god historie kom således ikke i knibe, den gode historie gik ikke tabt og alle levede godt til deres dages ende.

Vil du være en af dem, der skaber eventyrlige fortællestunder, så kan du se mere om de næste kursusdatoer for Steiners kursus "Historiefortælling. Levende læring" på vores hjemmeside under kurser for Vuggestue og børnehave, Skole og SFO eller Udsatte børn og unge.

Kursusmaker

KursusMaker

KursusMaker udbyder kurser for pædagoger, lærere og andre fagfolk, som arbejder inden for det pædagogiske og socialpædagogiske område.

KursusMaker

Nyhedsbrev

tilmeld nyhedsbrev Tilmeld nyhedsbrev
luk tilmeld nyhedsbrev